Under begravelsen af den 60-årige landmand brød hans trofaste hest ind på kirkegården, selvom flere mænd forsøgte at standse det forvildede dyr, og derefter begyndte den rasende at slå med hovene på kistelåget: alle de tilstedeværende frøs af rædsel, da låget revnede, og de så, hvad der gemte sig indeni 😱
Begravelsen af den tresårige landmand begyndte tidligt en kold morgen. Over kirkegården hang en tung grå himmel, vinden vuggede langsomt de nøgne trægrene, og den fugtige jord efter nattens regn klæbede til skoene. Ved den friske grav havde slægtninge, naboer og næsten hele landsbyen samlet sig, fordi den afdøde var kendt af alle her. Nogle købte mælk af ham, andre arbejdede sammen med ham på gården, og nogle respekterede ham blot for hans ærlighed og hårde arbejde.
Ved siden af kisten stod hans kone med øjne røde af tårer. Ved siden af hende stod sønnen tavst og røg, mens han indimellem vendte sig bort, så ingen kunne se, hvordan hans ansigt rystede. Præsten læste stille en bøn, folk sænkede hovederne, og kun vindstødene og kvindernes dæmpede gråd kunne høres.
Netop i det øjeblik lød der pludselig et højt vrinsk et sted i nærheden.
Først forstod ingen, hvad der skete. Folk begyndte at vende sig om, og få sekunder senere kom en stor mørkebrun hest susende ind mellem gravene fra kirkegårdsporten. Det var Grom — landmandens elskede hingst, som han havde levet sammen med i næsten femten år.
Hesten så mærkelig ud.
Dens øjne var vidt opspærrede, næseborene pustede tungt, og den våde man klæbede til halsen. Den løb så hurtigt, at jorden sprøjtede op under hovene. Flere mænd styrtede straks frem for at gribe den i tøjlerne, men Grom rystede pludseligt hovedet, rev sig løs og vrinskede så højt, at en kulde gik gennem menneskene.
— Få den ud herfra! — råbte nogen i mængden.
Men hesten lyttede ikke til nogen.
Den stoppede brat ved kisten og begyndte at opføre sig endnu mere underligt. Først cirklede Grom bare rundt om den, mens den åndede tungt og hele tiden snusede til låget. Pludselig slog den hårdt med en hov mod træet.
En dump lyd lød.
Folk gøs.
— Den er blevet sindssyg af sorg, — hviskede en af kvinderne.
Men Grom slog igen på låget.
Og igen.
For hvert slag blev hesten mere og mere urolig. Den fnyste nervøst, rystede på hovedet og slog nu så hårdt, at mændene i panik forsøgte at trække den væk. Én greb fat i dens hals, en anden forsøgte at holde den fra siden, men Grom rejste sig pludseligt på bagbenene og placerede forhovene direkte på kisten.
Kvinderne skreg. Nogle trak sig i rædsel tilbage.
Hesten begyndte at slå på låget med en sådan raseri, som om den prøvede at nå noget derinde. Der kom revner i det polerede træ. Ét slag. Et til. Endnu et.
Og pludselig lød et højt knas.
Kistelåget revnede.
I nogle sekunder lagde en død stilhed sig over kirkegården.
Folk stod stivnede af skræk og kiggede ind.
Men efter et øjeblik udstødte nogen et chokeret gisp:
— Herregud…
Inde i kisten var der… 😱😳
Inde i kisten, lige under liget, lå en tæt sort plastikpose indbundet med tape.
Landmandens søn blev bleg.
Mændene åbnede hurtigt kisten helt og trak den mærkelige pakke ud. Da posen blev skåret op med en kniv, begyndte folk omkring at udveksle nervøse blikke.
Indeni lå der bundter af penge, gamle dokumenter og flere guldsmykker, som var forsvundet en måned tidligere efter et stort røveri i en juvelerbutik i naboområdet.
Mængden summede.
Nogen tilkaldte straks politiet.
Det viste sig, at landmanden få dage før sin død tilfældigt var blevet vidne til forbrydelsen. Banditterne havde gemt tyvekosterne i hans lade og truet med at dræbe hele hans familie, hvis han fortalte noget til politiet. Han nåede aldrig at sige noget til nogen — en uge senere døde han af et hjerteanfald.
Og kun Grom havde hele tiden set, hvordan hans ejer sent om natten gik ud til laden og flyttede den samme pakke.
Hesten havde genkendt hans duft selv gennem kistelåget.
Da politiet senere kørte fundet væk, stod mange stadig ved graven og så tavst på Grom. Og hesten stod nu roligt ved siden af kisten, som om den endelig havde gjort det, den så desperat var kommet for at gøre.
