Hver dag fandt en pensionist et frisk brød pakket ind i cellofan på sin veranda. Han havde ingen anelse om, hvor brødet kom fra, og da han kontaktede politiet, blev han forfærdet.
Hver morgen, på præcis samme tidspunkt, gik pensionisten ud på verandaen til sit hus, hvor den samme mærkelige gave ventede ham: et frisk brød pakket ind i cellofan. Pakken bar en farvestrålende etiket med navnet på en ukendt butik.
Navnet lød ukendt, som om det tilhørte et andet land, og den gamle mand fik straks en fornemmelse af, at der var noget galt. For første gang besluttede han sig for, at det måske var hans naboer, der viste bekymring – nogen havde bemærket hans ensomhed og besluttet at hjælpe med indkøbene.
Han var endda en smule rørt, men spiste stadig ikke brødet – noget indeni fortalte ham, at gratis gaver aldrig er tilfældige. Næste dag gentog den samme historie sig: det samme brød, i den samme emballage, på samme sted. Så tænkte han, at de sociale myndigheder måske havde lanceret et nyt program til støtte for pensionister. Men det mærkelige var, at ingen af hans naboer havde nævnt det, og han havde ikke modtaget nogen besked. På den tredje dag gav mandens nerver op. Alt bekymrede ham: det samme tidspunkt, brødets usædvanlige oprindelse. Han stak brødet under armen og gik hen til den nærmeste butik. Han henvendte sig til ekspeditrice og spurgte:
“Har du dette brød med? Måske har du en ny kampagne?” Kvinden så på ham, som om han var blevet forbløffet. “Hvad siger du, bedstefar? Vi har ingen kampagner eller velgørenhedsorganisationer. Vi sælger bare brød, vi leverer det ikke fra dør til dør,” sagde hun skarpt.
Den gamle mand forlod butikken endnu mere fortvivlet. Og jo mere han tænkte over det, jo mere ængstelig blev han. Han var allerede bange for overhovedet at røre ved brødet – hvad nu hvis det var tilsat noget? Hvad nu hvis nogen prøvede at forgifte ham? Den fjerde morgen besluttede han sig for at tage en anden fremgangsmåde. Han tog et gammelt videokamera fra spisekammeret, den slags han engang havde brugt til familiesammenkomster, og satte det op til at filme verandaen.
Og da han så optagelserne den morgen, stoppede hans hjerte næsten. Skærmen viste tydeligt en lille drone, der lydløst nærmede sig hans hus klokken fire om morgenen, svævede over verandaen, forsigtigt smed en pose brød og derefter fløj væk. Pensionisten fik vejret.
Alt var blevet endnu mere skræmmende: det her var bestemt ikke en nabo eller sociale myndigheder længere. Det her var noget andet.
Med rystende hænder pakkede han sine ting og tog til politistationen. Og så lærte han noget forfærdeligt.
Der, efter at have vist optagelsen, kunne han knap nok forklare, hvad der foregik. Politibetjentene udvekslede blikke, og en af dem klukkede stille: “Du er fanget i et eksperiment, min kære.” Det viste sig, at en nystartet virksomhed havde besluttet at teste et usædvanligt brødleveringssystem.
Og hans adresse var tilfældigvis i deres kundedatabase.
Alt sammen fordi pensionisten et par dage tidligere, mens han forsøgte at tjekke vejrudsigten på sin telefon, ved et uheld klikkede på en annonce og tilmeldte sig et månedligt brødleveringsabonnement. Han forstod ikke selv, hvordan det skete – det så ud som om, han simpelthen havde “klikket på den forkerte knap.”
Men i virkeligheden havde han tilmeldt sig en prøveplan. Da den gamle mand hørte forklaringen, sukkede han enten lettet eller blev fuldstændig vred.
De refunderede hans penge og opsagde hans abonnement, men den urolige følelse forblev. Og han kunne stadig ikke få sig selv til at prøve det brød, han havde derhjemme – brødene så for ildevarslende ud.
