Bruden døde ved sit eget bryllup og blev bragt til lighuset, men en af arbejderne bemærkede noget mærkeligt: hendes ansigt var lyserødt, som om hun stadig var i live, og hendes hjerte bankede. Så skete der noget, der skræmte alle ihjel…
Brudens navn var Alina. Hun blev bragt til lighuset sent om aftenen – i en hvid kjole, med hænderne pænt foldet, som om hun lige var faldet i søvn midt i en fest.
Alt skete for hurtigt. Under ceremonien blev hun pludselig bleg, følte sig svimmel… og kollapsede foran alteret. Lægerne sagde – hjertestop. Ingen kunne hjælpe.
Men noget var galt på lighuset.
Arbejderen – en erfaren kvinde, allerede vant til dødens stilhed og kulde – fornemmede det straks. Da hun nærmede sig liget, var det første, hun bemærkede, at hendes ansigt ikke var blegt som de andres. Det var let lyserødt, det virkede næsten varmt.
— Mærkeligt… — mumlede han.
Han rørte ved hendes håndled. Koldt… men ikke iskoldt.
Og pludselig – knap nok mærkbart.
Tromme.
Hun frøs til.
Først troede hun, at hun forestillede sig det. Men nej.
Tromme… tromme…
Svag, uregelmæssig, næsten forsvindende… men hjertet bankede.
Kvinden trak pludselig sin hånd væk og lænede sig tættere på, mens hun holdt vejret. Og i det øjeblik dirrede brudens øjenlåg.
Meget langsomt… næsten umærkeligt.
Men det skete.
— Åh Gud… — hviskede hun og trådte tilbage.
Og så skete det.
Alina tog en pludselig indånding.
Dybt. Krampagtigt. Som om hun var kommet frem efter et langt dyk under vandet. Hendes bryst hævede sig, hendes fingre knyttede sig, hendes negle kradsede i hendes kjole.
Arbejderen skreg.
Alarmen gik i gang i hele bygningen. Folk løb hen imod den – læger, sikkerhedsvagter, vagtpersonale. Alle stod ved døren og turde ikke gå tættere på.
Alina satte sig langsomt op.
Hun åbnede øjnene… men de havde ikke det sædvanlige menneskelige udtryk i sig. De var glasagtige, tomme – som om hun ikke kiggede på folk, men snarere kiggede igennem dem.
“Hvor… er han?” hviskede hun hæs.
Ingen svarede.
“Hvor er min forlovede?” spurgte hun igen, højere.
En af lægerne trådte forsigtigt tættere på.
“Han er i sikkerhed… han besvimede lige…”
Men han vendte pludselig hovedet mod hende.
“Nej,” sagde hun stille. “Jeg var der.”
Værelset syntes at være blevet koldere.
“Hvor er ‘der’?” spurgte nogen bagfra.
Alina smilede langsomt. Men dette smil var ikke muntert. – Hvor er han?
– Hendes forlovede? Han lever…
– Nej.
Hun rystede på hovedet.
– Han stod der ved siden af mig. I mørket. Og han kaldte på mig. Han sagde, at det allerede var begyndt.
– Hvad var begyndt? – spurgte arbejderen, knap nok i stand til at holde sin rysten tilbage.
Alina kiggede ned på sine hænder. På den pletfrit rene hvide kjole.
Og hviskede:
– Han døde før mig.
Alle kiggede på hinanden.
– Det er umuligt, – sagde lægen. – Han var til brylluppet.
– Det var ikke ham.
I det øjeblik hørtes et råb fra gangen.
En af gæsterne, der var kommet med liget, løb ind, bleg som et lagen.
– Forloveden… – han gispede. – De fandt ham… i bilen… død…
Stilhed.
Nogen havde tabt instrumenterne.
Alina rejste sig langsomt fra metalbordet. Hendes fødder ramte gulvet.
“Han ventede på mig,” sagde hun stille. “Men jeg gik ikke.”
“Hvorfor?” hviskede arbejderen.
Alina kiggede på ham – og for første gang blinkede noget levende i hendes øjne. Ægte.
“Fordi nogen var nødt til at komme tilbage for at advare mig.”
“Hvad for noget?”
Og så gik lyset pludselig ud.
Maskinerne begyndte at hvæse.
Dørene smækkede højt i.
I det fuldstændige mørke hørtes endnu en lyd.
Ikke fodtrin.
Ikke en lyd.
Men et blødt … andet åndedrag.
Et sted i nærheden.
Og bruden hviskede:
“Han er her allerede.”
